Portrætter        Reportager        Baggrundsartikler        Nyhedsartikler

 

Tungetale, hestehale


Pinsekirken excellerer i at målrette det kristne budskab. På bevægelsens sommerstævne klædes unge på, så de bedre kan klare teenageårene.


De står i tætte lag foran døren. I deres lette sommerkjoler. I deres moderigtige jeans. Makeuppen sidder, som den skal. Den helt rette mængde voks er i håret. Enkelte småtripper, en maser sig frem i køen, mens de fleste bare står og venter med deres teenagekrops urolighed. Som et provinsdiskotek lørdag aften. Og så går dørene op.

Bassen dundrer grundrytmen fast, mens 300 unge mennesker stormer ind i Mariagerhallens stroboskoplysblinkende virvar. Røgmaskinen går i gang, og fra scene og sal lyder det gentagende mantra: ”Her er fest – uden vin. Helligånd er vores benzin.”


Hvis der er noget, Pinsekirken kan, så er det at ramme uhyre præcist og vedkommende ned i den enkelte målgruppe. Således også her på frikirkens årlige sommerstævne i Mariager, hvor hver enkelt aldersgruppe er delt op i velvalgte segmenter, som præsenteres for en kristendom der er relevant for lige netop dem. Mens de voksne er til vækkelsesmøde ovre i Camphallen, som ligger midt på campingpladsen, hvor det meste af stævnet foregår, er børn og unge ude i grupperne. De mindste er i gang med konkurrencer og leg, de ældste fordriver ventetiden med lidt bordfodbold og dem i midten, teenagerne, det er dem, vi finder inde ved røgmaskinen og den dunkende bas.


Nu går Camilla fra Odense på scenen. Hun er lige blevet færdig med 3.G., fortæller hun under skrål og pift fra salen, som dør hen, idet hun begynder at tale lige ind i hjertet af de skrøbelige teenagere.

– Gud sender os ud på missioner, men vi har så mange undskyldninger for ikke at gøre noget. Vi tror ikke på os selv, tror ikke vi har potentialet. Men Gud har givet os alle sammen nogle talenter. Ingen er glemt, siger Camilla, og det er som om, hun kigger hver eneste i forsamlingen i øjnene.

– Kun hvis vi er tæt på Jesus kan vi udvikle os fuldkomment. Vi har et ansvar for at bruge vores talent. Hvis du ikke bruger dit talent, så mangler det i verden. Ingen kan erstatte dig,lyder den afslutningsvise opmuntring fra Camilla, inden bifaldet hagler ned over hende.


Christel Jørgensen på 21 år er en af lederne af teenagegruppen, som på Pinsekirkesprog kaldes GAF. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor bifaldet i salen var så højlydt.

– Her får de unge al opmærksomheden. Alt er fokuseret på dem, hvorimod andre menigheder nok skal favne mere bredt, siger Christel Jørgensen og forklarer, hvorfor årets tema kaldes ”Xtreme Makeover”.

– Det handler om, at Gud forvandler os indefra og ud. Det sker ikke ved at få en plasticoperation men ved at tro på os selv og vores talenter. Mange teenagere er jo utilfredse med deres krop, men vi sætter fokus på forvandlingen indefra og på at udnytte den enkeltes potentiale, siger GAF-lederen.

Netop talenter og potentialer kommer i fokus nu, hvor otte teenagepiger sætter sig sammen ved et bord på græsplænen. Et par af pigerne småfniser og Anne-Mette tegner med kuglepen et kors på Annas hånd, men der bliver hurtigt ro, da GAF-lederen Christel indleder seancen.

– Jeg synes, vi skal prøve at nævne tre ting, som vi er supergode til. Og hvis man ikke kan nævne tre, så skal man undskylde overfor Gud, fordi man ikke har indset sit talent endnu, siger Christel.

Pigerne nævner evner på skift. En enkelt kan ikke rigtig komme i tanke om noget.

– Jeg ved ikke, hvad jeg er god til, siger hun nervøst, mens de andre kommer med forslag.

– Du er da rigtig god til at grine, siger Anne-Mette, som ikke selv er i tvivl om sine talenter.

– Jeg er god til at spille klaver, stå på ski og give komplimenter, siger hun, mens de andre piger nikker anerkendende.

Anne-Mette Iversen er 15 år og i dag et varmt sommersmil. Sådan var det ikke sidste år.

– I 8. klasse følte jeg, at jeg ikke var mig selv. Jeg følte, at jeg var for fed og havde alt for mange bumser. GAF har vist mig, at jeg sagtens kan hvile i mig selv og være positiv, siger Anne-Mette, som ikke kan undvære troen.

– Mine venner kan ikke rigtig forstå, hvorfor det betyder så meget. De synes, det er lidt sært, men jeg er sikker på, at de ville få det bedre med sig selv, hvis de også valgte Gud, siger hun. Anna Fuhlendorff, hende der fik tegnet korset på hånden, er 14 år og netop blevet døbt.

– Det, jeg godt kan lide ved Pinsekirken, er friheden. Jeg er døbt, fordi jeg selv har valgt det. Den almindelige folkekirke er alt for kedelig og formynderisk, men i Pinsekirken kan jeg virkelig få kontakt med Gud, siger Anna.

Snakken om talenter og potentialer fortsætter lidt endnu. Til sidst beder pigerne bøn for hinanden på skift.

– Velsign denne fantastiske pige og hjælp hende til at bruge hendes talenter til fuldkommenhed, lyder det mere eller mindre enslydende, før pigerne løberne videre ud i solen, et hak bedre rustet til at klare teenageårenes porøse stund.



© Steffen Moestrup og avisen Kristeligt Dagblad