Portrætter        Reportager        Baggrundsartikler        Nyhedsartikler

 

Med blikket mod nord


Vi var engang samme nation og samme folk. Nu skiller havet – og mere til – os fra hinanden. Men hvad tænker de i syd om folket i nord? Et indblik i eks-kolonimagten Danmarks blik på naboen Norge.


Først må vi tage rejsen mod nord. Med flyet, i bilen med ski på taget eller ligefrem med danskerbåten som nordmændene kalder den færge, som på Skaggerak forbinder de to nationer. Og her kan den danske forfatter Ida Jessen komme os til undsætning.


«Jeg rejste til Norge i 1990, men jeg husker stadig tydeligt min ankomst til øen Træna helt mod nord. Efter 12-13 timers sejlads med fragtfærge nåede vi kajen. Der var fyldt med folk. Varer og personer blev læsset af, og jeg husker den leben, som var på kajen. Det var som at være trådt tilbage i tiden. Mågerne skreg på tagryggen.»


Ida Jessen træder selv de 15 år tilbage i tiden, da Le Monde diplomatique snakker med hende. De fem års bosættelse i Norge, fra 1990 til 1995, var en søgen efter eventyret og det vilde. Og det fandt hun i et samfund, som virkede gammeldags og afsondret i sammenligning med det danske.


«Tingenes utilgængelighed blev tydelig. I Norge kunne man køre 30 kilometer efter en knap. I Danmark ville det aldrig ske. I Danmark er afsondretheden noget med at leve i et fyr i 3 uger, men man har alligevel sjældent mere end 10 minutter ned til købmanden. I Norge findes døden på havet, og det uladesiggørlige i at komme frem. Disse vilkår har konsekvenser for livet som menneske.»


Den danske forfatter måtte selv engagere sig for at leve med afsondretheden og for at modkæmpe den ø-kuller, som hun betegner som uundgåelig. I 2 år underviste hun i grundskolen, samtidig med at hun fandt inspiration til sine tekster.


«Det, jeg husker allermest fra min tid på Træna, er stilheden. Det er vanskeligt at leve i stilheden, men det er samtidigt meget inspirerende at opleve stilheden. Stilheden, det afsondrede er kunst. I stilheden og i de øde landskaber sker dramatiske ting, og man bliver overladt til vilkårene. »


I disse år bliver norsk litteratur læst med stor lyst i Danmark. Forfattere som Lars Saabye Christensen, Jan Kjærstad og Roy Jacobsen sælger godt og bliver debatteret. Den er den store, episk fortællende roman, der for alvor læses, og den er i følge Ida Jessen særlig norsk.


«Norsk litteratur har en tradition for at skrive stedet frem i større fortællinger. Forfatterne skriver bøger, der griber en i kraven. Sted, personer og fortælling skrives sammen og giver stærkere litterær nerve. Jeg tror, dette dels skyldes geografien, og dels at Norge aldrig er blevet ramt af modernismen i samme grad som Danmark. Modernismen er forbehold, tagen i ed og helgardering. Megen dansk litteratur er for snedigt skrevet til at kunne interessere vores nabolande. Selvbevidsthed er jo udmærket, men det kan også føre til, at man kniber ballerne sammen. Bliver....knibsk, ja, skriv knibsk i stedet for. Det lyder bedre, » siger Ida Jessen. Og det gør vi så.


Samtidig letter vi blikket og forlader Træna et øjeblik for at tage til midten af Jylland, på universitetet i Århus, hvor kulturkritikeren Hans Hauge sidder og forsker i nordisk litteratur.


«Norsk romankunst overgår langt de andre nordiske lande – måske fordi Norge er et postkolonialt land, » begynder Hans Hauge, men han vil egentlig hellere diskutere forskelle og ligheder mellem de to nationer og proklamerer:


«Forskellene er æstetiske og hyggelige. Sprogudtalen er forskellig, og så er der visse ting, man spiser, som er forskellige: vafler, brunost, flatbrøt, multe, lutefisk.

Det nationale handler meget om mad og smag. National kultur består af banale ting, og den slags har vi alle,» siger Hans Hauge og slår sin pointe fast:


«Jeg kan godt forestille mig, at de to lande igen bliver ét. Hvorfor skulle de ikke, hvis nationalstatens dage er talte?»


Danmark og Norge som ét land? Fuldemandsnak eller mulig virkelighed? Lige nu hvor Danmark må siges at konkurrere med Norge om at have den mest udtrykte form for nationalisme, kan det virke paradoksalt at tale om en mulig tilnærmelse eller ligefrem genforening af de to nationer. Men Hans Hauge er ikke nogen fuld mand.


«Vi skriver igen fælles historier, og af en ny bog – ”Det danske imperium” – fremgår det, at det man ville i Norge i 1814 ikke var selvstændighed men mere selvbestemmelse inden for imperiet. Og så jeg ser en tilnærmelse. Det første, der slår mig, når jeg tænker Norge, er også hvor mærkeligt – eller rart på norsk – det er, at nogen fra et andet land ligner os selv så meget. Vores velfærdssystemer minder om hinanden, og nu har erhvervslivet i de to lande jo med fusioner som Nordea og Coop og det norske ejerskab af danske aviser også nærmet sig hinanden. Samtidig er den overvurdering af egen fortræffelighed, som jeg mener Norge er plaget af også til stede i Danmark. Jeg giver Terje Rød Larsen helt ret i hans begreb om vikingeglobaliseringen som en måde at forklare Norges internationale engagement på,» siger Hans Hauge og slår fast, at man ikke bør ligge alverden i nationalismen:


«Det nationale er jo identisk strukturelt set fra land til land. Jeg opfatter bestemt ikke Norge som mere isolationistisk end andre nationer. Nationalitet er per definition isolation. Og hvis nationen eksisterer endnu, opretholdes den jo ved nationalisme. Hvad ellers?»


Mens Hans Hauge koger forskellene mellem de to nationer ned til symbolske banaliteter, fremhæver han derimod de to forskelligartede blikke, med hvilke de to nationer betragter hinanden.


«Danskernes syn på Norge er lettere nedladende. Vi er som englænderne overfor europæere. Det er mit indtryk, at danskere, der bor i Norge ofte bliver ved med at tale dansk, mens nordmænd i Danmark – eksempelvis de mange håndboldspillere – hurtigt lærer sig dansk. Det danske syn hænger sammen med historien. Der er ganske enkelt rester af det koloniale i den måde, vi betragter Norge på.»


De danske medier skriver sjældent om Norge. Hundredårsfejringen og Stortingsvalget er blevet omtalt, men ellers bunder Norgesdækningen – på kolonialt og nedladende vis – typisk i banale artikler om oliepenge, strikhuer og manglen på humor. Blikket rettes mod syd, som flere af de kilder, Le Monde diplomatique har været i kontakt med påpeger. En af dem er miljøminister og minister for det nordiske samarbejde Connie Hedegaard (Konservative).


«Gang på gang slår det mig i Oslo, hvor velorienterede nordmænd er om danske forhold. Mange holder jo Weekendavisen eller Information deroppe, og de følger godt med i det danske. For danskere er Norge stadig noget med skiferie, muntre mennesker og knækbrød, men i virkeligheden ved vi jo ikke det store om Norge, når det kommer til stykket,» siger Connie Hedegaard til Le Monde diplomatique. Ministeren, som er journalist af profession, forstår godt de danske mediers fravalg af Norge:


«Vi kigger mere sydpå end Norge og Sverige, og det er også naturligt. Vi har jo været med i EU i 14 år mere end Sverige, så vores samfund er nok tættere knyttet til EU end det svenske. Og det samme gælder naturligvis i forhold til Norge. Desuden er Danmark jo landfast med kontinentet, så geografien spiller også en rolle for nyhedsprioriteringen.»


Danmark har i år formandskabet for Nordisk Ministerråd, og Connie Hedegaard må i sin egenskab af minister for det nordiske samarbejde kunne komme med et bud på, hvad der adskiller de to nationer politisk. Og det kan hun.


«Norge er jo i den grad et udkantsland. De mærker i højere grad til by kontra land- og hovedstad kontra provins-problematikker, end vi bilder os ind, at vi gør i Danmark. Derfor fylder regionalpolitikken også meget i Norge. En anden forskel, som jeg har bidt mærke i, er på debatniveau. Nordmænd er bedre til at tage principielle holdningsmæssige diskussioner. I Danmark fylder enkeltsager meget, hvorimod Norge i højere grad tager principdiskussioner.»


Noget af det, man konstant hører om i de danske medier, er de norske oliepenge; hvilke politiske konsekvenser har den økonomiske forskel mellem de to lande?


«De store summer har gjort det muligt for Norge at føre en stærkt ekspansiv økonomisk politik med betydelige overførsler til den sociale sektor, landbruget og erhvervslivet i distrikter med faldende befolkningstal. Petroleumsfonden, hvor de fleste olieindtægter er deponeret, er med sin anslåede værdi af mere end 1.3 mia. norske kroner jo en ’bankkonto’ som ikke er mange regeringer forundt.»


De lyder som om, der er markante forskelle. Kan vi overhovedet samarbejde med Norge?


«Det mener jeg bestemt. Vi er jo ligesom Norge en stor bidragsyder af ulandshjælp, og vi er jo stort set enige udenrigspolitisk. Og så er områder som forskning, transport og miljø herunder Østersøen jo oplagte samarbejdsmuligheder. Under det danske formandskab har vi reformeret Nordisk Råd. Vi har simpelthen sagt: ’Hvor gør det nordiske samarbejde nytte?’, og så har vi reduceret antallet af ministerråd fra 18 til 11. Nordisk Råd skal nemlig ikke bare holde festtaler, nej vi skal have konkrete resultater.»


En anden forskel mellem Norge og Danmark, som ministeren på dette tidspunkt i samtalen endnu ikke har berørt, er Norges manglende medlemskab af EU. Hendes forsigtige svar lyder:


«EU-medlemskabet gør da en forskel. Norge kan som Island kun sidde med ved morgenkaffen. I egenskab af EØS-samarbejdet mærker Norge konsekvenser af EU-beslutninger, men de er ikke med til selv at træffe den. Danmark kan måske nok nogle gange undre sig lidt over dette. Vi forstår ikke helt, hvorfor man kan vælge at stå udenfor; at man hellere vil være underlagt beslutninger end at være med til at træffe dem.»


Kommer Norge med i EU vil betydningen af både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd formindskes betydeligt, vurderer Connie Hedegaard. Men det er ikke den vej, vinden blæser, hvis man skal tro venstrefløjspolitikeren Line Barfod (Enhedslisten), medlem af Nordisk Råd.


«EU er i krise, og netop nu er en tid hvor det nordiske samarbejde bør opprioriteres. Det siger jeg også, fordi jeg mener, at Danmark kan lære virkelig meget af Norge,» siger Line Barfod og præciserer:


«Tidligere har Danmark været det mest frisindede af de nordiske lande. Sådan er det ikke længere. Norge er ved at blive mere frigjort, alt imens Danmark strammer op. Ligesom man efter den franske revolution sagde: ’revolutionen æder sine børn’, så er det måske også sådan, at ’liberalismen æder sine børn.’ I hvert fald er Norge kommet meget længere end Danmark på mange områder. Jeg kan nævne fikserum til narkomaner, alternativ konfliktløsning og så det store internationale engagement og fredsmæglerarbejde, som Norge påtager sig.»


Line Barfod fremhæver også højredrejningen i en sammenligning mellem de to lande.


«Norge har ikke set samme højredrejning som vi, og når jeg mødes med norske politikere ryster de på hovedet af den danske indvandrerdebat. Jeg tror, det skyldes to vidt forskellige former for nationalisme. Det er muligt, at Norge også fejrer sig selv og går klædt i nationaldragter, men Norges nationalisme er af en art, der siger ’vi er gode, men vil gerne give af det, vi har og engagere os i verden,’ mens den danske nationalisme kalder på et ’vi er gode og må hellere holde de andre ude’.»


Tilbage i tiden og hos Ida Jessen i Norge, hvor konturerne har skærpet sig. Forfatteren er flyttet fra Træna til Sigdal, et par timers kørsel fra Oslo.


«Sigdal var meget bornert, nærmest musealt pænt. Landbruget var statssubsidieret, så folk gik og nussede omkring med deres dyr og små landbrug. Jeg oplevede de mennesker, som meget forskellige fra fiskerne på Træna. Menneskene i dalen kender ikke verden. De er lukket inde mellem fjeldene, men mennesket ved havet; de har set verden.»


I 1995 bestemte Ida Jessen sig for at vende tilbage til Danmark. To ting gjorde sig gældende. Hun savnede den litterære diskussion, som den tog sig ud i Danmark. Norsk kritik oplevede hun som værende alt for, nå ja, ukritisk. Kritikken led under for megen mumlen. Samtidig fornemmede tekstmageren, at hendes danske sprog var ved at blive overtaget af det norske. Ida Jessen følte sig aldrig norsk og var derfor ikke interesseret i at miste sit danske sprog. Nu har hun været hjemme i 10 år, og skal hun udpensle forskellene mellem Danmark og Norge, vil hendes svar komme til at lyde:


«Danmark er et mere råt samfund. Et samfund der ikke favner hele geografien, men accepterer affolkning og centralisering. Danmark er mere materialistisk end Norge. Vi lever fuldt ud i den moderne, igangværende verden. Når vi har fri, er vores yndlingsbeskæftigelse at købe ind. Vi forlader aldrig larmen.»


© Steffen Moestrup og månedsavisen Le Monde diplomatique