Portrætter        Reportager        Baggrundsartikler        Nyhedsartikler

 

800 års stilhed


Ørslev Kloster er blevet et yndet refugium for studerende, der skal have styr på specialet. Det hjælper at komme væk fra hverdagens mange afbrydelser, og den særlige klosterstemning har en god effekt på arbejdsmoralen.



Denne artikel bør nærmest skrive sig selv. For den bliver til i et af de højloftede, asketiske rum på Ørslev Kloster. Her er ingen billeder på væggen til at sætte en forstyrrende tankerække i gang. Kun hvidkalkede vægge. Og selvfølgelig hverken tv, radio eller menneskestøj. Her har været stille i 800 år.

Efter sigende skulle det scenarium være meget givtigt for arbejdsprocessen. Det mener i hvert fald et stigende antal studerende, der tager på arbejdsophold i refugiet for at få has på specialet. En af dem er Janemaria Pedersen, der skriver løs på sit speciale i sociologi.

"Stedet giver kontinuitet. Hverdagens afbrydelser er væk. Du skal ikke hjem eller lige tage opvasken. Eller forholde dig til en masse andre studerende. Her skal jeg ikke andet end at skrive mit speciale færdigt," fortæller Janemaria, som er på sit andet ophold på Ørslev Kloster og allerede har planlagt to yderligere ophold, inden hun afleverer sit speciale til sommer.


Janemarias dag

Hun starter tidligt, den sociologistuderende. Typisk ved syvtiden om morgenen, og så arbejder hun ellers, indtil hun går i seng om aftenen. Selvsagt afbrudt af måltider, en tiltrængt kop kaffe og måske en enkelt cykeltur i området.

"Jeg vil tro, at jeg arbejder dobbelt så meget her, som jeg gør hjemme i København. Især aftenerne oplever jeg som enormt effektive i klostret, og det tror jeg faktisk meget skyldes æstetikken," fortæller Janemaria.

Og man forstår hende, når man kigger rundt i hendes logi i Tårnværelset. Nogle få møbler; to korte senge fra en gang i 1970'erne, et gammelt grønt skab og et spinkelt skrivebord. Påskeliljer i vindueskarmen, et par lyseblå tøfler, et vækkeur. Mere skal der faktisk ikke til.

"Først havde jeg valgt Komtesse-værelset i sydfløjen, men der kom alt for meget lys ind. Jeg skal have mig en lille hule her, hvor der kun er mig og specialet," siger Janemaria.

Man går ikke på gulvbrædder i Ørslev Kloster, men på århundredes levede liv. Også det spiller ind for den sociologistuderende:

"Jeg kan godt lide andægtigheden overfor det liv, som har været her. Det er jo ikke et religiøst sted længere, men man mærker religionen i form af historien. Det giver en stemning, som er rigtig god for koncentrationen. Klostrets ånd er forankret i stedet og i traditionen for fordybelse og arbejdsomhed. Det spartanske miljø påvirker ens tankerum meget positivt. Og jeg kan jo se, hvor meget det rykker her. Derfor er jeg også nød til at komme igen i næste måned."


Religiøs stemning

Går man væk fra Jaemarias hule og gennem de tre fløje, kan man hurtigt komme i tvivl om, hvor man er. Det hele er så ens. Pludselig står man foran dobbeltdørene, som fører ind til biblioteket og fællesstuerne. Herfra er der udgang til terrassen, hvor forvalter Janne Fruergaard sidder i forårssolskinnet. Bag hende er der udsigt til engen og skoven. Selv naturen synes udekoreret her.

"Fællesstuerne giver mulighed for socialt liv, men det er vigtigt, at man selv kan vælge det til og fra. Derfor har vi også en uskreven regel om, at man ikke banker på hinandens døre. Man skal selv opsøge det fælles," fortæller forvalteren, der kom til Ørslev Kloster i 2004 og i efteråret 2005 indførte studierabatten.

"Der kommer især studerende, som er i slutningen af deres studie, typisk i gang med specialet. Måske har de fået børn eller bor et sted, hvor der ikke er ro. De kommer her meget på grund af stilheden. Og så måske på grund af arbejdsfællesskabet. Det giver et vigtigt incitament, at alle er her, fordi de skal skabe noget. Derfor er her heller ikke feriegæster," forklarer Janne Fruergaard.

Ligesom man ikke finder turister på Ørslev Kloster, finder man heller ingen nonner. "Her er det religiøse en privat sag. Der hænger en nøgle til kirken, så man altid kan komme der, hvis man har lyst til det. Du finder ingen kors på gangene, men derfor kan nogle jo godt få en religiøs oplevelse heroppe," siger Janne Fruergaard.

Når man forlader stedet og har kirkespir og hvide mure i bakspejlet, er man da heller ikke i tvivl om, at det religiøse ikke er uden betydning for refugiet. Men nok mest som en abstrakt stemning.



© Steffen Moestrup og avisen Kristeligt Dagblad