Portrætter        Reportager        Baggrundsartikler        Nyhedsartikler

 

Kugler af stål



For Joachim B. Olsen er de vigtigste våben træning og kost. Med dem træder han ind i sin afhængighed af at konkurrere. Men motivationen ligger et andet sted. I at skulle modbevise alle de, som ikke troede på ham. Og ikke mindst i at overraske sig selv. Gang på gang.



Nervøsiteten kunne sætte sig i den 12-årige Joachim B. Olsen i flere uger optil. Usikkerheden ønskede at kamme over, men han forsøgte at holde den i ave med fokuseret træning. Så blev nervøsiteten afløst af forventninger. Og han kunne begynde at planlægge.

”Der var forskellige pointsystemer alt efter, hvilket mærke man gik efter. Så jeg vidste præcis, hvilke discipliner jeg skulle lave for at få point,” siger han og folder hånden ud, som lå der et atletikmærke i den, der skal tages godt vare på.

På den årlige atletikdag blev klassen sluppet løs og gelejdet ned til Skovdalen, atletikstadionet i Aalborg. Her fandt konkurrencen sted. Drengene fra klassen men nok især Joachim kunne tage fat på det, som gjaldt: At måle sig selv i forhold til de andre. Her blev forventningerne forløst.

Selv siger han: ”Jeg elskede alt ved atletik. Jeg elskede tøjet. atmosfæren. Jeg elskede pigsko. Og når jeg kommer forbi Aalborg, må jeg altid tilbage til det stadion. Det ligger midt i byen men er omgivet af træer. Den lugt,” siger han og tager et mindre tilløb.

”Det er sådan, min barndom lugter.”



Sjældent sulten for sjov

Jeg gætter rigtig, da den sølvfarvede firehjulstrækker svinger ind på parkeringspladsen ved stadion i Århus. Det er muskelmandens bil. Han giver mig et håndtryk. Fast, selvfølgeligt. Det er lige over middag, så jeg foreslår en bid mad på cafeen, hvor vi sætter os. Han afviser.

”Jeg spiser fem-seks måltider om dagen. Men ikke nogen decideret frokost.”

Men hvad spiser han mon for at blive den mastodontskikkelse, jeg ser foran mig?

”Jeg skal have masser af proteiner, for jeg vægttræner jo meget. Så kød er essentielt i min kost. Ligesom jeg også spiser en del æg. Til morgenmad vil jeg tro, at jeg typisk tager seks æg eller noget i den stil.”

Jeg bliver næsten mæt ved tanken. Men Joachim har flere tal.

“Jeg har et kalorieforbrug på mellem 4000 og 5000 kalorier. Det er dobbelt så meget som et normalt menneske, så jeg spiser nok også dobbelt så meget. Så jeg er rimelig effektiv i min kost. Når jeg skyller 1-2 liter ylette ned dagligt, er det jo ikke så meget for smagens skyld, men mere som et redskab til at opbygge min krop.”

Han kalder ylette for det perfekte mælkeprodukt for sportsfolk. Masser af protein og kun lidt fedt. Og sammen med blandt andet tun, kylling, olivenolie, masser af grøntsager og gerne skummetmælk at drikke til er det byggestenene, når hans krop er brudt ned efter træning. Et kostbudget på mere end 3.500 kroner om måneden.

“Selvfølgelig kan jeg også skeje ud ind i mellem. Og jeg har da en svaghed for chokolade, men uden ordentlig kost kan kroppen jo ikke restituere sig. Og uden restitution er der ingen fremgang under træning.”

I Joachims udgave af regnestykket står der på den anden side af lig med-tegnet højdepunkterne i form af en guldmedalje fra EM og en bronzemedalje fra OL. Restitutionen har båret frugt. Men selv uden medaljejagt ville han spise sundt.

”Jeg synes ikke, det er en sur pligt. Man får det jo godt af at spise sundt, ” siger han og kigger på mig. Afventende for at se om jeg giver ham ret.

”Jeg interesserer mig meget for kost. Har læst en del bøger om emnet. Jeg har ikke nogen kostvejleder tilknyttet, og jeg tilbereder min egen mad. Så jeg har nok eksperimenteret mig lidt frem.”

Et af de mere vellykkede eksperimenter er Joachims udgave af scrambled eggs. Den er så god, at den om kort tid kan læses i en kogebog.

”Morgenmad er rigtig vigtigt for mig. Jeg står gerne op en time tidligere for at lave en ordentlig morgenmad. Så bliver det næsten altid en god dag. Og skal det være virkelig godt, laver jeg scrambled eggs. Luksusudgaven består af løg, skinke, mælk, æg og ost. Og så til allersidst lidt creme fraiche, så den får den helt rigtige konsistens.”

Jeg fornemmer, at mad ikke kun er et redskab for denne mand.

”Mad skal også være sjovt. Men for mange mennesker er det nok lidt for ofte, at det bliver sjovt. Der tror jeg, at mange mennesker kunne lære lidt af sportsfolkene.”

Han kommer selv med et konkret eksempel.

”For nogle er en kop kaffe og en kage et måltid. Det bliver det aldrig for mig. Men jeg kan godt tage et stykke kage som afrunding på et godt måltid. Eller et stykke fint, mørkt chokolade. Men aldrig alene.” Gastronomen konkurrerer med sportsmanden. Udfaldet er klart:

”Hvis man er sulten, og så bare får et stykke kage. Det kan jeg ikke udstå. Den følelse at fylde noget på kroppen, som man i virkeligheden ikke kan bruge til noget. Musklerne får ingen energi. Det er en slatten fornemmelse. Og den hader jeg.”

Jeg tænker efter, hvordan jeg selv har det med at fylde kroppen med sådan noget energifattigt stads. Had er nok et lidt for stærkt ord.

Cafeen begynder at blive tom. Sportsudøverne skal tilbage til deres træning. Vi tager en bid mad. Jeg et par flade klemmer, Joachim et enkelt stykke brød med syv skiver roastbeef og en håndfuld æbler. Vi har snakket nok om kost.


Eksplosionen

”Jeg var ikke nogen ballademager som barn. Men jeg har nok haft et behov for at blære mig. Hvis der var en eller anden form for styrketest, hvor jeg kunne vise, at jeg var stærk, har jeg altid udnyttet det.” Han hviler sine enorme arme på bordet. Hver gang han fjerner dem, vipper bordet tilbage i normal position. Men faktisk var han rimelig lille som dreng. Mindre end de andre i hvert fald.

”Så lige inden puberteten, wuuuf, så eksploderede det. Jeg ved ikke hvorfor.”

Jeg ser det for mig. Kuglestøderen i den lille drengs krop. Pludselig bryder han ud.


”Måske havde jeg mere testosteron end de andre. Jeg ved det ikke, men jeg syntes, det var fedt. Hvis jeg så mig selv som 14-årig i styrketræningslokale i dag, ville jeg virkelig blive meget imponeret. Jeg var sindssygt stærk.”


Jeg ligger mærke til min egen stemme, når jeg stiller ham spørgsmål. Jeg prøver først med en dyb og maskulin røst. For sådan ligesom at matche ham. Det er langt fra min naturlige stemme. Men hurtigt falder den tilbage i det vante leje. Jeg føler mig tryg sammen med ham. Det gør han ved folk. Et behageligt selskab men også et sikkert. Der er nok ikke nogen, der kommer efter os.


”Jeg skilte mig jo ud. Folk så på mig som en body builder-type. Og det er et negativ stigmata at få. Det gjorde nok også at jeg lukkede mig inde i sporten. Det blev selvforstærkende.”


Hvordan havde du det med piger?


”Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Jeg lærte først at snakke med piger som 22-årig. Selvfølgelig var der nogen, som beundrede mine muskler, men et decideret forhold til det andet køn fik jeg først meget sent.”


Han kalder det selv for et offer. Men et af dem, som har været med til at styrke ham.


”Jeg tænkte nok; fuck det, så træner jeg bare.”


Det var en del af motivationen. Men den største var alle de, som ikke troede på ham.



Tal der siger alt


”I Danmark har vi næsten ingen traditioner indenfor atletik. Så når jeg sagde, at jeg ville med til OL, blev jeg altid mødt med; ’ja, ja, det er godt, du har det mål’. De troede sgu’ ikke på mig. Så skulle jeg vise dem.”


Hvorfor er det så fedt at modbevise folk?


”Jamen, det har nok noget at gøre med, at hvis du kan rykke ved folks tro på, hvad der er muligt, så rykker du ved noget inden i folk. Det giver også en vis magt. Hvis jeg kan ændre på noget af den måde, du tror på eller ser på ting på, så kan du ikke undgå at se op til mig. Og alle folk kan li’ at blive set op til.”


Joachim gjorde det også i skolen, når han rigtig tog sig sammen. Så kunne han få topkarakterer – selv i de fag, han ellers var svag i. Målrettetheden var altid til stede. Men en trist familieomstændighed pustede til den.


”Mine forældre blev skilt, da jeg var otte. For alle børn er der nok med til at fjerne lidt uskyldighed, når ens forældre skilles. Det er en barsk realitet at møde. For mig betød det, at jeg fjernede mig fra familielivet og kanaliserede mere energi over i sporten. Samtidig tror jeg, at mange skilsmissebørn bliver lidt mere egoistiske. Man tænker måske, at hvis ens forældre kan tage det valg uden at børnene involveres det mindste, så kan jeg også tage beslutninger på egne vegne uden at tage hensyn. Derfor kom al mit engagement til at ligge i sporten.”


Og engagementet bar hastigt frugt. Det gik med Joachims egne ord uvirkeligt stærkt.


”Jeg gik sindssygt hurtigt frem. Især i kuglestød. Der overraskede jeg mig selv.”


Han remser tallene lynklart op. De er hans fortælling: 14,64 meter i 1996, 17,11 året efter og 18,40 i 1998.


”De fleste stagnerer ved 19 meter, men jeg fortsatte. I 2000 stødte jeg 20,88 og i 2002 21,57. Jeg kan huske, at jeg tænkte ’shit, det går hurtigt’. Det var en fed, fed fornemmelse.”


Hvordan opnår man det perfekte stød?


”Det perfekte stød kan du ikke planlægge. Det sker bare. Det skete for mig, da jeg stødte 20,88. Det helt perfekte har jeg kun oplevet tre gange i mit liv. Alt går op; fysikken, ernæringen, teknikken, og selve dagen. Også vejret og det psykiske spiler ind. Du tænker slet ikke.”


Hvordan føles det perfekte stød?


Han tager imod spørgsmålet med kyshånd og har megen lyst til at svare.


”Det føles utrolig let. Det føles som om, man kan støde en meter længere. Bare giv mig den igen, så kan jeg fand’me støde en meter længere. Det føles så let. Når man gør det rigtigt.”



At turde


Han bruger ordet afhængighed flere gange i løbet af interviewet. Afhængigheden af at støde perfekt. Af at træne og ikke mindst af at konkurrere.


Men hvad med berømmelsen, bliver man mon ikke afhængig af den?


”Der er da sjovt, og man får en masse gode oplevelser, som jeg ikke ville være foruden. Men det har aldrig gjort mig lykkelig.”


Han svarer selv på det spørgsmål, jeg har lyst til at stille.


”Det, som har gjort mig lykkelig, er det samme, som da jeg var 11. Det er træningen og kærligheden til sporten.”


Og nu er lykken også kommet til ham uden for sporten. I 2003 var han skadet hele året. Han kunne styrketræne men ikke støde. Meget af hans liv foregik også udenfor sporten. Med egne ord kalder han det for et af den slags år, han savnede som teenager. Det var også det år, han mødte sin kæreste Karen. Sammen venter de barn til foråret.


Livet sættes i relief. Men hvad ville han råde sig selv til, hvis han kunne møde en 12-årig udgave af sig selv på stadion?


Han tænker sig grundigt om.


”Jeg tror sgu’ ikke jeg ville sige noget. Man lærer bedst tingene selv. Hvis vi lærte af den ældre generation skulle tingene jo bare blive bedre og bedre. Men sådan er det ikke. Vi begår de samme fejl. Som barn lytter man jo for helvede ikke. Det er jo bare nogle gamle idioter.”


Han kommer i tanke om sin gravide kæreste.


”Og nu bliver jeg snart selv en af de gamle idioter.”


Og jeres kommende barn, hvad vil du råde det til – uanset om det nu lytter eller ej?


Igen tænker han længe. Jeg er usikker på, om samtalen er slut. Og så:


”Jeg vil sige, at de skal turde vinde. Det er der ikke mange, der gør. Turde være nummer et.”




© Steffen Moestrup og magasinet &mælk