Portrætter        Reportager        Baggrundsartikler        Nyhedsartikler

 

Folkekirken åbner egen tv-kanal på nettet


Den direkte vej til danskernes hjerter går gennem tv-apparatet. Det har ikke bare politikere, men også mediefolk fra folkekirken fundet ud af. I dag åbner de hjemmesiden tvtro.dk med fjernsynsprogrammer om folkekirken til alle danskere


Først opdagede de politiske partier fidusen og profilerer sig her i valgkampen med deres internet-tv. Nu følger folkekirken trop og lancerer i dag sin helt egen tv-kanal på internetadressen tvtro.dk. Kanalen, som skal sende tv-programmer og film, der beskæftiger sig med det kirkelige liv, møder bred opbakning.


– De mange timers tv, der bliver lavet i folkekirkeligt regi, skal længere ud til folk. Derfor er det godt, at folkekirken hermed får en tv-portal på internettet, siger biskop Kjeld Holm fra Århus.


Også uden for kirkelige kredse får initiativet rosende ord med på vejen.


– Det er et smaddergodt initiativ. Folkekirken er virkelig fremme i skoene med den her kanal, da det først er nu, net-tv begynder at røre på sig, siger it-eksperten Preben Mejer, leder af Innovation Lab; et selskab, der netop beskæftiger sig med de nye teknologiers muligheder for bedre kommunikation.


Preben Mejer fremhæver især netmediets fleksibilitet, når det gælder brugerens egne ønsker. På en netbaseret tv-kanal som tvtro.dk kan man nemlig selv vælge, hvilke programmer man vil se, og hvornår man vil se dem i modsætning til en almindelig tv-kanal. At lancere en tv-kanal på nettet er et fornuftigt skridt at tage for en trængt folkekirke, mener Preben Mejer.


– Det visuelle medie er glimrende til at formidle et budskab, hvilket vel netop lige er det, folkekirken har brug for. Udfordringen bliver nu at få spredt nyheden om kanalen, for ellers kan den hurtigt drukne blandt andre nichekanaler, siger han.


Bag tvtro.dk står Danmarks Kirkelige Mediecenter i samarbejde med tv-kanalen dk4 samt fire folkekirkelige lokal-tv-stationer. Kirkelige organisationer såsom Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær finansierer størstedelen af kanalen og leverer også en stor portion af det nuværende indhold.


– Vi har fået en fantastisk bred opbakning fra det kirkelige liv, og det er derfor vigtigt for os, at tvtro.dk kommer til at have samme rummelighed som den danske folkekirke, fortæller Simon Kangas Larsen, der er projektleder på tvtro.dk.


Lige nu er det udelukkende båndede udsendelser såsom en dokumentarfilm om en mission i Etiopien, der ligger på tvtro.dk, men med tiden er det ambitionen også at sende direkte udsendelser.


– Man kunne forestille sig visning af en prædiken eller et debatmøde, hvorefter brugerne på hjemmesiden så har mulighed for at deltage i debatten, siger Simon Kangas Larsen.


Formålet med tvtro.dk er dels at lave en samlet platform for alle kirkelige organisationer og dels at vække interesse for folkekirken – også hos folk, som måske ikke selv er troende.


– Vi vil sørge for at være meget pro-aktive og få ikke-religiøse hjemmesider til at linke videre til tvtro.dk, siger Simon Kangas Larsen.


Stig Hjarvard, professor i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet, er noget tøvende over for denne vision.


– De fleste undersøgelser konkluderer, at forbrugsmønstre på nettet er indrettet sådan, at vi er tilbøjelige til kun at opsøge de emner, som interesserer os. Derfor vil tvtro.dk formentlig langt hen ad vejen kun blive set af religiøst interesserede, vurderer han.


Hans vurdering hænger også sammen med den økonomiske model for tvtro.dk. Modsat andre hjemmesider, hvor brugere frit kan lægge videoer ud, tager tvtro.dk sig foreløbig godt betalt.


Kirkelige organisationer, der vil vise deres udsendelser på den nye tv-kanal, skal betale 3200 kroner for at få 15 minutters videofilm ud på siden og 4600 kroner for 30 minutter.


© Steffen Moestrup og dagbladet Kristeligt Dagblad