PRESSEMEDDELELSE TIL LOKALE MEDIER
Dania Electric
Klostermarken 2
9550 Mariager
Lokal industrisucces fylder 20 år
Mariager-virksomheden Dania Electric kan i år se tilbage på tyve år med stabil vækst og gode samarbejder i lokalområdet.
Egentlig blev John Fly selvstændig erhvervsdrivende ved et tilfælde. John er født og opvokset i Fladbjerg nær Assens. Efter uddannelsen som elektriker og installatør begyndte han at arbejde med montering af el-tavler og styringer, til eksempelvis et ventilationsanlæg. I 1988 blev John rådet til at starte egen virksomhed, og tog springet.
I løbet af de 20 år er Dania Electric vokset fra et en-mands-firma til en lokal succeshistorie, som i dag beskæftiger 24 ansatte og dermed er en af Danmarks største familieejede el-tavleproducenter.
– Vi har haft en stabil vækst med begge ben plantet solidt i den jyske muld. Vi har undgået store svinkeærinder og i stedet fokuseret på det, vi vidste, vi var gode til, fortæller direktør John Fly.
Hos Dania Electric har man bevidst undladt at udvide forretningsområderne, ligesom man ikke har brugt mange kroner på markedsføring gennem årene.
– Nye kunder er primært kommet på opfordring fra eksisterende kunder. Jeg tror, det er vores forhold mellem pris og kvalitet, der giver tilfredshed hos kunderne, og så er vi gode til at overholde aftaler, siger John Fly.
Blandt kunderne hos Dania Electric er flere lokale virksomheder heriblandt Mariager Fjernvarme, Akzo Nobel Salt ved Assens og Mariager Vandværk.
Virksomheden, som først havde til huse i Randers, rykkede i 1989 til de karakteristiske bygninger på Dania ved Assens og i 1999 flyttede Dania Electric til den nuværende placering på Klostermarken i Mariager.
– Det gav virksomheden et løft at komme til Mariager. Vi har fået lidt nemmere ved at tiltrække såvel kunder og medarbejdere.
Dania Electric har efter en længere ombygning netop taget nye produktionsfaciliteter i brug og har i dag en meget effektiv og strømlinet produktion. Virksomheden har ca. 1500 kvadratmeter under tag, og der bliver plads til op mod 35 medarbejdere og dermed mulighed for at tage flere og støre ordrer ind.
Ønskes der flere oplysninger, er man yderst velkommen til at kontakte direktør John Fly på telefon 9668 2602 eller på mail jfs@dania-eletric.dk.
FAKTA
Dania Electric samler og installerer el-tavler til styring af industrielle anlæg såsom varmeovne og ventilatorsystemer.
2007 var rekordår for Dania Electric med en omsætning på 20 mio. kr. I 2008 forventer vi fortsat vækst.
I 2005 var Dania Electric udvalgt til Gazelle-virksomhed af Dagbladet Børsen.