Portrætter        Reportager        Baggrundsartikler        Nyhedsartikler

 

Det hele starter og slutter med Gud


I Dominikanerklostrene fandt teologen og filosoffen Thomas Aquinas mulighed for den religiøse åbenbaring, der var nødvendig, når fornuften ikke slog til i forståelsen af Guds væsen.


For Thomas Aquinas var det et kald. Klosterlivet i Dominikanerordenen var det sted, hvor han kunne finde systematikken og roen til at udnytte sit talent for at tænke over troen. Selv var han altså ikke i tvivl, men mytologien siger, at Thomas’ forældre var stærkt imod Thomas’ klosterinteresse. En af historierne siger endog, at de sendte en nøgen kvinde ind på Thomas’ værelse for at jage lidt fornuft i drengen. Resultatet var blot, at Thomas blev stiktosset, jagede pigen rundt i værelset, indtil hun rædselsslagen drog bort.

En anden fortælling om Thomas Aquinas, der finder sted i timerne op til hans død i 1274, beretter, at han var på vej til et kloster i Italien for at løse nogle kirkelige problemer. I sin egenskab af opsynsmand indenfor Dominikanerordenen var han ofte på disse ture rundt til klostrene i Europa, men denne tur blev skæbnesvanger. Thomas blev alvorligt syg og var bevidstløs en stund. Han vågnede dog op igen og udbrød, at han netop havde haft den største oplevelse i sit liv. Han havde set Gud. Nu ville han ikke sige mere, men blot vente på at blive forenet med sin skaber.

De to fortællinger – sande eller ej – favner Thomas’ klosterliv meget godt. Kaldet mod Dominikanerordenen er ikke tilfældigt. Det var nemlig den munkeorden, som var den mest rationalistiske fornuftsorden og lagde størst mulig vægt på logikken. Samtidig var det en orden,  hvor munkene vekslede mellem ophold i klostret og ophold i den sekulære verden. Thomas’ tid i den sekulære verden bestod fortrinsvis af forskning og undervisning ved universiteterne i Paris og Köln, og vekselvirkningen mellem den rent logiske tænkning på universiteterne og klosterfordybelsen på rationalistisk grundlag men med potentiale for religiøs åbenbaring, hvilket fortællingen om Thomas’ dødsleje jo også vidner om; det er en vekselvirkning, der med al tydelighed afspejler sig i Thomas’ teologi og filosofi.

– Thomas Aquinas er den, som udformer den filosofiske teologi i størst mulig detalje. Han skaber et sammenhængende system, hvor tro og fornuft udgør Guds to gaver til mennesket, og hvor der ikke kan være modstrid mellem tro og fornuft, fortæller Henning Høgh Laursen, adjunkt ved institut for filosofi og idehistorie på Aarhus Universitet og specialist i middelalderfilosofi.

Forholdet mellem tro og fornuft er en strøm, der løber gennem hele tænkningens historie. Også kirkefaderen Augustin forsøgte at forene de to aspekter, men han lagde meget mere vægt på troen. I følge Augustin kan mennesket ikke begribe noget som helst uden den guddommelige illumination. Sådan forholder det sig ikke hos Thomas Aquinas. Han ser tværtimod mennesket som værende udstyret med et naturligt lys, fornuften, som kan oplyse alt, hvad der foregår i den naturlige verden.

– Thomas Aquinas mente, at man logisk kan ræsonnere sig frem til, at Gud eksisterer ud fra den givne verden, som måtte have en årsag. Han sagde, at mennesket måtte tage udgangspunkt i de ting, som forekommer i verden og så kunne arbejde sig tilbage til den gud, der har skabt tingene. Derfor hedder hans gudsbevis også ’veje til Gud’. Men selvom vi altså med vores fornuft kan begribe eksistensen af Gud og andre dele af troen, så kan fornuften ikke bære os hele vejen. Det er en vigtig pointe. For at forstå essensen af Gud, og hvad der sker i det hinsides, må mennesket ty til kristen meditation og åbenbaring. Hos Thomas Aquinas begynder alt og slutter alt med Gud, siger Henning Høgh Laursen.

Roen til kristen meditation fandt Thomas i Dominikanerklostret. I klostret kunne han også få den arbejdsro, der var påkrævet, når han skrev sine lange tekster. Det egentlig logiske arbejde har fortrinsvist foregået på universiteterne. Thomas Aquinas benyttede sig af den systematiske questio-metode, som han havde studeret hos den største systematiker af dem alle, nemlig Aristoteles. Det var en dialogisk metode, hvor man påbegyndte med at stille et spørgsmål, derpå delte spørgsmålet op i underspørgsmål, som man logisk kunne ræsonnere for og imod. På universitetet brugte Thomas ofte eleverne og andre undervisere som intellektuelle sparringspartnere, mens han hjemme i klostret nok for det meste holdt sig for sig selv og stadig blev mere overbevist om, hvordan troen kunne forenes med menneskets rationalistiske side.


Fornuften står i troens tjeneste hos Thomas Aquinas. Fordi mennesket besidder en fornuft, har mennesket også et ønske eller ligefrem en drift efter at kende alle sandheder, men mennesket må indse, at når det gælder sandheder, der rækker ud over den naturlige verden, kommer fornuften til kort, og troen kan træde til. Når Thomas Aquinas ville forene de to størrelser, var det således fordi, han så en fare for kirken, hvis den ikke formåede at indlemme menneskets fornuft i det religiøse. Havde man ikke intellektet med, ville det hele ende i det rene føleri. Og Thomas Aquinas’ lære var da også en tænkning, som kirken tog til sig. Med tiden vel og mærke.

– I sin samtid fik Thomas Aquinas ikke den store betydning set fra et teologisk perspektiv. Her var det snarere en skolastiker som Peter Lombaderen, som systematiserede sakramenterne og kirkelæren, der fik betydning. Men springer vi 300 år frem og kigger på modreformationen, må man sige, at Thomas Aquinas vækkes til live på ny, siger Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i systematisk teologi ved Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet.

Martin Luther gjorde især op med den skolastiske tænkning, som blandt andre Thomas Aquinas var eksponent for. I følge Luther var Thomas Aquinas alt for abstrakt i sin tænkning. Alt for fortænkt. Luther mente ikke, at Thomas’ lære havde noget med hverken hverdagsliv eller tro at gøre.

–  Thomas Aquinas og de andre skolastikere leverer i den grad det skyts, som katolikkerne bruger i modreformationen. For Luther kan alt ske kun ved troen. Nåden er noget, der tilsiges os udefra, og Luther vil også sige, at ved dåben tilgives vi vores synd, men vi bliver ved med at være syndere. Med Thomas Aquinas kunne katolikkerne argumentere for, at synden vaskes fuldstændig bort ved dåben. Man er helt ren, men så er det, at man kan begynde at begå et sæt handlingsmål, hvor man så har skriftemålet og andre sakramenter som en slags redningsplanke, siger Else Marie Wiberg Pedersen. 

Når katolikkerne argumenterer med Thomas Aquinas, får menneskets handlinger og livsførelse altså betydning. Thomas Aquinas mente nemlig, at mennesket er handlende og aktiv og ikke skal leve i frygt, mens Augustin beskrev menneskelivet som en pilgrimsfærd i en fremmed verden, hvor kun troen kunne være en redningsplanke. Af samme grund var det også naturligt, at katolikkerne under ledelse af pave Leo XIII i slutningen af 1800-tallet udråber Thomas Aquinas som den kirkefader, hvis tænkning er den officielle doktrinære lære for katolicismen. Dermed afrundes på fornemste vis det kald, som en ung mand i 1200-tallet havde efter klosterlivet.


© Steffen Moestrup og dagbladet Kristeligt Dagblad